En beretning af Kristian M. Jensen, Duebjerg, Huseby, der levede 1888 – 1963 (se matr. 7. Huseby)

At egnen omkring Annisse fra ældgammel tid har været beboet, taler de gamle gravhøje om. Desværre er de fleste sløjfet for at få plads til de lige agre, og så kunne der jo gro korn, hvor højen havde ligget, og så blev de simpelthen sløjfet og jorden brugt til at fylde sure mosehuller med. Kornprisen var god og arbejdslønnen lav, så det var godt betalt arbejde, man udførte, mente man da. Der var også den mulighed, at man kunne finde en skat indeni højen.

Der er også fortalt de sælsomste historier om, at der var set lys på højen, og at man havde mærket sig stedet, for så ved midnatstide at grave ned i højen og hæve de gamle skat. Det var sjældent eller aldrig at nogen blev rig ved slig skattegravning, for der var visse ting, der skulle overholdes, blandt andet måtte der ikke tales et ord. Hvad nyttede det så, at man nåede ned til en gryde fuld af skinnende guldpenge, når deltagerne i begejstring udbrød: “Ih hvor er vi rige”, så forsvandt gryden med skatten i dybet og var aldrig at finde mere. Men skattegraveriet fortsatte alligevel, og der er ikke mange høje, der ikke er gravet i.

De gravhøje, der endnu står tilbage, kan takke sin skæbne for lidt pietetsfølelse af de ejere, der ikke ville skænde gravfreden for de henfarne slægter, dog i de fleste tilfælde af frygt for gengældelse og hævn. Man var ikke altid klar over, om det var de henfarne eller det af højen besatte troldtøj, der spredte alskens ulykker både på folk og fæ, og så fik højene være i fred.

Som et lille eksempel kan nævnes, at ved vejen, der fører fra Annisse til Hillerød, ikke så langt fra Annisse ligger et par tvillingehøje. Over højene går et markskel, således at højene tilhører hver sin gård. Højen længst mod øst er halvvejs sløjfet og skulle efter bestemmelsen være sløjfet helt, men da var der en ung mand, som brækkede benet, og så blev den plan opgivet. Den anden høj står til dels urørt, og nu er begge fredet. Ejerne af jorden omkring denne høj var altid bange for at pløje for nær højen. En gammel landmand måtte jævnligt høre for, at at han lod ploven gå for nær højen. En dag pløjede han en sten op, som var fyldt med glimmer, som skinnede i den sorte muld. Manden besluttede så, at han ved aftenstide ville grave stenen op, for at se om der var guld under den. Som tænkt så gjort, om aftenen gravede han stenen fri og bukkede sig ned for at fjerne den, men da fik han et drag over nakken, så han sank i knæ. Hans skattegravning var slut, han lod værktøjet i stikken og skyndte sig hjem. Om det var den faldende spade, der gav ham nakkedraget, eller hans fantasi, der spillede ham et puds, skal jeg lade være usagt, men den venstre høj blev om muligt mere interessant.

At der virkeligt fandtes værdier i gravhøjene, viser de mange fund af gravgods, der var nedlagt i gravkamrene, om. Således fandtes engang ved udgravning af en høj på Annissegårds mark et spændelignende stykke. Arbejdsmanden, der fandt det, slog det lempeligt med sin træsko og jorden faldt fra, og det skinnede gult og blankt. Han udbrød da: “Det er jo guld”. Etatsråd Lund, der i øjeblikket var til stede, bemærkede: “Hvor ved du det fra”? “Jo”, sagde manden, “det er ædelt metal, andre metaller angribes af rust eller ir”. Fundet blev sendt til Nationalmuseet og det var. Arbejdsmanden fik 50 rigsdaler i findeløn, som han måtte dele med en arbejdskammerat.

Kontakt

Grundejerforningen Bakkelansdåsene
c/o Henrik Hansen
Tømmerholtåsen 23
Huseby
3200 Helsinge
Telefon: 20 84 00 14
Mail: hphmaximus@hotmail.com
Bank: 1551-4845379157

Privatpolitik

Hvad er persondataforordningen?
Persondataforordningen er et EU regulativ, som har til formål at beskytte personer i forbindelse med behandling af personoplysninger. Det trådte i kraft den 25. maj 2018.

Grundejerforeninger er også underlagt persondataforordningen, og er forpligtet til at udforme og offentliggøre en såkaldt privatlivspolitik og fortegnelse samt indgå en databehandleraftale med samarbejdspartnere og leverandører.

I praksis betyder det, at grundejerforeningen skal beskrive og oplyse hvilke persondata der indsamles, opbevares og hvad de anvendes til, samt hvem der har adgang til oplysningerne. Desuden skal man oplyse hvilke data man videregiver til 3. part.

Læs mere om Grundejerforeningens Privatpolitik her
Download Grundejerforeningens Privatpolitik som PDF fil Privatlivspolitik 27.01.2020 (002)